Hvordan vælger man de rigtige klinker?

Inden du beslutter dig for hvilke fliser du skal have i dit hjem er der en række overvejelser du skal gøre dig, så du undgår at vælge de forkerte fliser. Der skal blandt andet tages højde for rummets funktion, størrelse og lysindfaldet i dit hjem. Læs vores punkter herunder og bliv klædt godt på til at træffe det rette valg for netop dig. 

Valg af materiale

Noget af det vigtigste at have i mente når man vælger fliser er hvilket rum de skal være i. Der kræves fx. langt mere af en flise der er lagt i køkkenet eller på badeværelset, end en flise der er lagt i en fordelingsgang. I et køkken skal man tage højde for stegeos, og syreholdige fødevarer der nemt kan spildes, og i et badeværelse er der uendelige mængder af kalk som uundgåeligt vil sætte sig med tiden.

Natursten som fx skifer, terrazzo og marmor kræver mere i form af imprægnering og særlige rengøringsmidler, men bidrager samtidig med en helt unikt og charmerende stemning. En keramisk flise er derimod langt mere modstandsdygtig over for skidt og snavs, så man skal gøre op med sig selv hvor meget tid på vedligehold og rengøring man ønsker at ofre på sine fliser.

Er du brændt varm på naturstensfliser, men orker du ikke den nødvendige vedligehold heraf, kan du med fordel vælge keramiske fliser med naturstenslook. De har samme charmerende ydre som eksempelvis marmor og terrazzo men med hårdførheden fra de keramiske fliser. Ren win-win.

Valg af størrelse

Størrelsen på dine fliser kan give vidt forskellig opfattelse af selve rummet størrelse. Som tommelfingerregel vil store fliser oftest give mere ro og harmoni i rummet. Men har du nu et meget lille køkken og vælger en storformatflise vil harmonien mellem rum og fliser derimod blive brudt, så rummets størrelse skal derfor også tages højde for inden man vælger flisens størrelse. 

Vælger du en mindre flise åbner du op for muligheden for at lege med linjerne og vælge et charmerende forbandt. Små fliser binder rummet sammen og skaber en hyggelig intim stemning, hvorimod store fliser åbner rummer op og og giver fornemmelsen af et større rum.

Valg af farve

Farven på dine fliser har en enorm betydning for rummets endelige resultat. Kort fortalt vil lyse farver åbne rummet op, mens mørke farver vil få rummet til at synes mindre. Fliser med ensartet farve giver et roligt og harmonisk udtryk, mens fliser med meget farvespil skaber masser af liv. Du kan derfor nemt variere rummets dynamik ved at vælge fliser med mere eller mindre ensartethed efter ønske.

Det naturlige lysindfald i dine rum har også en betydning for hvordan fliserne tager sig ud i rummet. Et meget lyst rum vil sagtens kunne bære helt mørke fliser uden at rummet synes mindre af den grund. Ved de mørkere rum skal du være forsigtig med de mørkere farver da rummet vil virke meget småt. Rummet vil derimod synes en hel del lysere og mere rummelig hvis du vælger  at lægge lyse fliser.

Du skal dog huske at tænke på selve rummets funktion når du vælger farver. Mørke fliser på et badeværelse vil hurtigere vise spor af kalkaflejringer, hvorimod lyse fliser i en entré afslører skoaftryk i større grad.

Valg af fuger

Fugerne kan godt være et lidt overset punkt når man snakker indendørs fliser, men det er et punkt du skal overveje lige så meget som selve fliserne da fugerne kan enten fremhæve eller dæmpe farvespillet i fliserne. Vælger du en fugemasse i samme farveskala som fliserne får du et roligt og afbalanceret resultat. Ønsker du et elegant udtryk bør du derfor vælge en fuge i samme farveskala.

Vælger du en kontrastfarve kommer der mere fokus på disse og farven i flisen bliver ligeledes fremhævet. En fuge i kontrastfarver skaber derfor blikfang på den fede måde.
Ønsker du et stramt og minimalistisk udtryk med smalle fuger, er rektificeret klinker det rette valg. 

Køb lidt ekstra 

Når du har læst mere om valg af materialer, størrelser, farver og fuger og har udvalgt den flise du vil have til dit hjem kan det være en god idé at indregne lidt ekstra fliser i dit køb. Dels går der mange til ved tilpasninger langs kanterne, og dels kan du komme til at knække én eller to undervejs. Sørg derfor for at købe nok så du kan blive helt færdig med projektet når først du er i gang. 

Tips og tricks 

Det er også en god ide at købe en ekstra kasse som du kan tage af hvis du en dag får brug for at udskifte én af dine fliser. På den måde er du sikret en flise i nøjagtig samme farve så reparationen ikke ses.